Dick Advocaat bliver cheftræner for trængt danskerklub

    Den tidligere hollandske landstræner Dick Advocaat har fået nyt job.

    Den 70-årige fodboldtræner skal være cheftræner for Sparta, der ligger næstsidst i Æresdivisionen.

    Rotterdam-klubben, der har danskerne Frederik Holst og Nicholas Marfelt i truppen og Ole Tobiasen som assistenttræner, har blot hentet 11 point i 17 kampe.

    Dick Advocaat var senest landstræner for Holland, hvor han stoppede i efteråret.

    Det skete, efter at det ikke lykkedes for hollænderne at kvalificere sig til VM i Rusland næste år.

    Trænerveteranen har i alt været landstræner for Holland tre gange, og han har også trænet lande som Belgien, Serbien og Rusland.

    På klubplan har Dick Advocaat blandt andre stået i spidsen for hollandske PSV, russiske Zenit og Sunderland i England.

    Hans kontrakt med Sparta gælder for resten af denne sæson.

    /ritzau/