Mens familier var samlet for at fejre juleaften, har tyve været på spil igen i hele landet. Samlet har politiet registreret 130 indbrud juleaften.
Det oplyser Rigspolitiet i sin daglige opgørelse over indbrud i juledagene.
Dermed fortsætter antallet af juleindbrud med at holde sig på samme lave niveau som i julen 2016.
– Sidste år var et år med få indbrud set i forhold til de tidligere år. Vi glæder os over, at niveauet indtil videre ser ud til at være det samme i år, siger vicepolitiinspektør Lars Mortensen fra Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Flest indbrud blev der registreret på Fyn, hvor der blev anmeldt 29 indbrud. Lige bagefter ligger Sydøstjylland med 19 indbrud juleaften.
Politiet forventer dog, at antallet af registrerede indbrud kommer til at stige, i takt med at flere vender hjem fra juleferie.
/ritzau/











