Kong Felipe opfordrer catalanske ledere til beherskelse

    Den spanske kong Felipe brugte sin tale juleaften til blandt andet at opfordre Cataloniens nyvalgte parlament til at afstå fra yderligere skridt mod løsrivelse fra Spanien.

    – Vejen frem kan ikke igen føre til konfrontation eller udelukkelse. Vi ved nu, at det kun skaber uenighed, usikkerhed og angst, sagde den spanske monark i sin tv-tale ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

    Kongen gav sin årlige juletale, blot tre dage efter at løsrivelsespartier vandt et lille flertal i parlamentet ved torsdagens regionalvalg i Catalonien.

    Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, havde opløst det tidligere parlament, efter at det i oktober gennemførte en ulovlig folkeafstemning om løsrivelse.

    – 2017 har uden tvivl været et vanskeligt år for Spanien. Det er et år, der først og fremmest har været præget af situationen i Catalonien.

    – De catalanske ledere må tage hånd om de problemer, der påvirker alle cataloniere og respektere deres forskellighed og tænke ansvarsfuldt, sagde kong Felipe fra sin Madrid-bopæl flankeret af spanske flag og EU-flag.

    /ritzau/