IS er væk og kristne i Mosul samles atter til julemesse

    For flere hundrede kristne var det en hel særlig oplevelse juleaftensdag at kunne deltage i julemessen i Mosul – den irakiske by der først for nylig er blevet befriet fra ekstremisterne i Islamisk Stat.

    De troende valfartede til Skt. Pauls kirke i den østlige del af Mosul.

    Det er den første julegudstjeneste, de har kunnet deltage i, siden Islamisk Stat erobrede byen i 2014.

    Sikkerheden var væsentlig skærpet, da kirkegængerne mødte op. For der var betydelig frygt for, at sovende agenter for Islamisk Stat ville angribe.

    – Jeg er meget lykkelig for at have deltaget i messen sammen med hundredvis af andre, fortæller Sarah Boutros, der var ankommet til kirken sammen med sin familie.

    Den katolske patriark i Mosul, Louis Sako, opfordrer andre kristne, der er flygtet fra Mosul, til at vende tilbage, nu hvor jihadisterne er sendt på flugt.

    Islamisk Stat begik alvorlige forbrydelser mod de kristne og mindretallet yazidierne. Jihadisterne opfattede dem som vantro.

    I juli lykkedes det irakiske styrker at erobre byen efter hårde kampe.

    Tidligere på måneden kunne den irakiske regering melde om den endelige sejr over Islamisk Stat i hele Irak.

    Det var i den store moské i Mosul, at Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, i sommeren 2014 udråbte et muslimske kalifat i Syrien og det nordlige Irak.

    Mosul er Iraks næststørste by.

    /ritzau/dpa