EU åbner korridor for sårbare flygtninge i Libyen

    Op mod 10.000 mennesker, der er strandet i flygtninge- og opsamlingslejre i Libyen, kan af humanitære grunde blive sendt til Europa i 2018.

    Det oplyser den italienske regering.

    Initiativet vil være en del af EU-landenes forsøg på at gøre noget ved de forværrede forhold, som migranter og flygtninge udsættes for i Libyen.

    Her holdes tusindvis af mennesker indespærret under umenneskelige forhold.

    – I 2018 vil op mod 10.000 flygtninge være i stand til at komme til Europa uden risiko gennem humanitære korridorer, siger indenrigsminister Marco Minniti til avisen La Repubblica.

    Den besked sender han, efter 162 “sårbare” mennesker fra Eritrea, Etiopien, Somalia og Yemen fredag blev evakueret fra Libyen og ført med militærfly til Rom.

    /ritzau/AFP