FC København sælger Verbic til ukrainsk hold

    FC København må klare forårets comebackforsøg i Alka Superligaen uden offensivprofilen Benjamin Verbic.

    Klubben har nemlig solgt Verbic til den ukrainske storklub Dynamo Kiev. Det meddeler FCK på sin hjemmeside.

    Verbic var en af profilerne for FCK i efteråret, hvor holdet særligt havde det svært i Superligaen. Derfor skulle der et godt tilbud på bordet for at hente Verbic.

    – Vi har fået et økonomisk meget attraktivt tilbud fra Dynamo Kiev, som gør, at det giver mening for os at slippe ham nu, siger direktør Anders Hørsholt.

    – Det har hele vejen igennem været en del af planen og aftalen med Benjamin, at han skulle videre fra København på et tidspunkt, og timingen er rigtig nu for både spilleren og os.

    Verbic nåede i alt 99 kampe for FCK med 22 mål til følge.

    /ritzau/