Simon Kjærs træner får fyreseddel i Sevilla

    Onsdagens kamp mod Real Sociedad blev Eduardo Berizzos sidste i spidsen for Sevilla.

    Fredag aften meddeler den spanske klub, at træner Berizzo er fyret efter mindre end et halvt år i sædet.

    Dermed skal Simon Kjær og Michael Krohn-Dehli igen have ny træner.

    Sevilla ligger på femtepladsen i den spanske liga med 29 point for 17 kampe.

    Onsdag blev det til et nederlag på 1-3, og klubben har kun hentet et point i de seneste tre kampe.

    Sevilla har dog haft fin succes på den internationale scene, hvor klubben er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League.

    48-årige Berizzo tog over efter Jorge Sampaoli fra starten af denne sæson, og det har været en omtumlet tid for Berizzo.

    I november kom det frem, at han havde prostatakræft, og det er blot en uge siden, at han fik comeback efter en vellykket operation.

    Han har tidligere været træner i Celta Vigo i tre sæsoner.

    /ritzau/