Otte australiere sigtes efter narkofangst til milliarder

    Politiet i Australien har fredag beslaglagt 1,2 ton methamfetamin. Den rekordstore fangst ville på gaden kunne indbringe 4,85 milliarder kroner.

    Det skete under en aktion ud for det vestlige Australiens kyst.

    Otte australske mænd er sigtet i sagen, og de risikerer op til livsvarigt fængsel, lyder det i en erklæring fra politiet.

    – Vi har slået til mod narkoforhandlernes top, inden det forsvinder længere ned i distributionskæden, siger politikommissær Chris Dawson.

    Den store mængde narko blev beslaglagt om bord på et skib med navnet Vakoista cirka 375 kilometer nord for storbyen Perth.

    Det er den hidtil største beslaglæggelse af methamfetamin i Australien.

    /ritzau/Reuters