Minkfarm står i flammer i nærheden af Aalborg

    En voldsom brand raser fredag morgen på en minkfarm på Vaarstvej i Fjellerad sydøst for Aalborg. Det skriver DR Nordjylland.

    Alarmen indløb omkring klokken 04, og kort efter stod to af længerne på gården i lys lue. Flere slukningskøretøjer er fredag morgen på stedet, hvor de er i gang med at få kontrol over branden.

    Der er endnu ikke overblik over skaderne på minkfarmen, men ifølge DR Nordjyllands mand på stedet står flammerne højt, og taget mangler på i hvert fald to af ejendommens bygninger.

    Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi er to personer kørt til sygehuset for observation for røgforgiftning.

    /ritzau/