Russisk avis: Mutko trækker sig som VM-chef

    Vitaly Mutko, som er vicepremierminister i Rusland og tidligere sportsminister i landet, forlader hvervet som chef for VM-organisationskomitéen et halvt år før næste sommers fodboldslutrunde i Rusland.

    Det skriver den russiske avis Kommersant i sin netudgave.

    Avisen erfarer, at Mutko vil trække sig som præsident for Ruslands fodboldforbund. Han vil angiveligt også gå som leder af VM-komitéen ved et møde i forretningsudvalget 26. december.

    Det sker som følge af pres fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), skriver Kommersant.

    Mutko er af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) udelukket på livstid for sin involvering i den russiske dopingskandale. Rapporter har konkluderet, at statsstøttet doping har fundet sted.

    Fifa har hidtil holdt hånden over Mutko. Men forbundet åbnede tidligere i december op for, at der kan komme en straf, hvis beviserne imod ham er tydelige nok.

    På baggrund af oplysninger fra Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) er Fifa i færd med at undersøge, om den russiske dopingskandale også omfatter fodbold.

    Formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, udtrykte i samme forbindelse, at han tager kraftigt afstand fra den russiske vicepremierministers involvering i VM-slutrunden.

    Næste sommers VM afvikles fra 14. juni til 15. juli.

    /ritzau/