Politiet på Vestegnen dropper visitationszone

    Københavns Vestegns Politi forlænger ikke den visitationszone, der siden september har dækket store dele af kredsen.

    Det oplyser politiinspektør Svend Foldager.

    Zonen omfattede blandt andet dele af Herlev, Ballerup, Rødovre og Gladsaxe Kommune.

    Klokken 23 torsdag aften udløber visitationszonen.

    – Når der skal være en visitationszone, er det en forudsætning, at der er uroligheder eller skyderier, og det har vi ikke set det seneste stykke tid. Derfor stopper vi, siger Svend Foldager.

    Det var efter et skyderi 29. september, hvor en 20-årig mand med relation til bandemiljøet blev skudt i benet, at politiet indførte zonen.

    Konflikten bunder i uoverensstemmelser mellem organiserede grupperinger i de kriminelle miljøer.

    /ritzau/