En 55-årig pædagogmedhjælper fra Odense straffes med fængsel i et år og seks måneder af Retten i Odense for at have krænket adskillige piger seksuelt.
Manden er tirsdag ikke mødt op i retten for at høre sin dom, hvilket skaber undren hos dommere og anklager Maria Fanø-Fredeløkke.
Hun kræver ham varetægtsfængslet, fordi der ifølge hende er en risiko for, at han forlader landet.
– Jeg mener, at der er grundlag for, at han fængsles, så man sikrer hans tilstedeværelse, siger hun.
Den dømte arbejdede som pædagogmedhjælper i en SFO i det nordlige Odense, og i fritiden var han håndboldtræner.
Han er dømt for at have kysset og rørt ved 22 små piger gennem flere år.
De mange overgreb skal være sket i SFO’en, i håndboldklubben og i mandens eget hjem.
/ritzau/











