Dansk chauffør stoppet med 1,3 ton hash i Frankrig

    En dansk chauffør er blevet anholdt og fængslet, efter at franske myndigheder har fundet 1,3 ton hash i hans lastbil.

    Det oplyser de franske toldmyndigheder i en pressemeddelelse.

    Lastbilen var på vej fra Spanien til Danmark, da den blev stoppet ved den sydfranske by Narbonne natten mellem søndag og mandag i sidste uge.

    Det vurderes, at værdien af den beslaglagte hash er omkring ti millioner euro – 75 millioner kroner.

    Den danske chauffør var alene i lastbilen, da den blev stoppet. Han forklarede over for de franske toldmyndigheder, at han var på vej til Danmark med brugte møbler.

    Derefter undersøgte en narkohund lastbilens anhænger.

    – Under inspektionen af anhængeren får narkohunden stor interesse for nogle kasser i bunden af lasten, står der i pressemeddelelsen.

    – Tolderne åbner en af de fire kasser og finder en metaltromle, der indeholder blokke af hash, tilføjes det.

    Tolderne fandt fire kasser, der i alt indeholdt 683 kilo hash, i lastrummet. Desuden fandt tolderne 593 kilo cannabis og 44 kilo marihuana skjult i lastbilens løftekran.

    Sagen mod den danske chauffør er nu overdraget til anklagemyndigheden i Marseille.

    /ritzau/