Axelsen kan lave sejrshattrick mod Lee Chong Wei

    Søndag eftermiddag kan badmintonspilleren Viktor Axelsen runde en fantastisk sæson af på bedst mulig måde ved at stryge til tops i sæsonfinalen i Dubai.

    23-årige Axelsen vil med en sejr nå op på tre Super Series-sejre i 2017, hvor han nåede sit foreløbige karrierehøjdepunkt i august med VM-titlen.

    En perfekt sæsonafslutning kræver dog en perfekt indsats, for finalemodstanderen er den malaysiske stjerne Lee Chong Wei.

    I indbyrdes møder fører 35-årige Lee Chong Wei hele 9-2, men bag tallene gemmer sig alligevel noget positivt at gribe fat i for Axelsen.

    Hans to sejre er således kommet i de to seneste opgør, og dermed kan danskeren lave et ægte hattrick i sejre over Lee Chong Wei, hvilket er de færreste spillere forundt.

    Axelsens første sejr kom i gruppespillet i sidste års sæsonfinale i Dubai efter tre hårde sæt, hvor han endte med at stryge til tops og tage sin første Super Series-titel nogensinde.

    Den seneste sejr kom i Japan Open i september, hvor den danske verdensmester besejrede Lee Chong Wei i finalen – igen efter en hård kamp i tre sæt.

    Det bliver samtidig et opgør mellem nummer ét (Axelsen) og nummer to (Lee Chong Wei) på verdensranglisten.

    Mens Axelsen måtte slide hårdt i det i gruppespillet med blandt andet to lange tresætskampe, så kom Lee Chong Wei videre efter en let sejr i to sæt, en walkover og et betydningsløst nederlag i tre sæt.

    Derfor kan det også vise sig vigtigt, at Axelsen kom relativt let gennem lørdagens semifinale mod kineseren Shi Yuqi.

    – Det er mega fedt. Jeg havde regnet med en hårdere kamp, sagde danskeren til TV2 Sport efter semifinalesejren 21-12, 21-8.

    – Men alle kan mærke det i kroppen, og det er langt hårdere kampe end normalt til turneringerne.

    Kampen er den sidste af de fem finaler søndag. Holder tidsplanen betyder det kampstart omkring klokken 14.

    /ritzau/