LeBron James overhaler Boston-legende på triple-double-liste

    LeBron James stod for 29 point, 11 rebounds og 10 assister, da Cleveland Cavaliers lørdag aften lokal tid slog Utah Jazz 109-100.

    Dermed har LeBron James lavet 60 såkaldt triple-doubles i sin karriere i verdens bedste basketball-liga, NBA.

    Listen over flest triple-doubles i NBA’s historie toppes suverænt af Oscar Robertson, som 181 gange forlod en kamp med et tocifret antal point, rebounds og oplæg til scoringer.

    Robertson spillede sin sidste NBA-kamp i 1974.

    LeBron James delte inden lørdagens kamp sjettepladsen med Larry Bird fra Boston Celtics, der præsterede 59 triple-doubles i sin karriere, der sluttede i sæsonen 1991-92.

    Russell Westbrook fra Oklahoma City Thunder er med 89 triple-doubles den eneste aktive NBA-spiller, som er foran LeBron James på listen.

    Cleveland Cavaliers største stjerne har i denne sæson lavet fem af slagsen. Heraf tre i holdets seneste fire kampe.

    Lørdagens sejr mod Utah Jazz var holdets 11. i træk på hjemmebane. Og LeBron James satte sit aftryk i indledningen og i slutminutterne.

    Han hældte enten bolden i kurven eller lagde op til Clevelands første 13 point. Da udeholdet med fire minutters spilletid tilbage reducerede til 97-102, sørgede LeBron James for at lukke kampen med seks point i træk.

    /ritzau/