Emilie Beckmann er en af de danske svømmere, som er kommet til kortbane-EM i bedst form, og det beviste hun igen lørdag.
Den 20-årige dansker var aldeles overbevisende i sit indledende heat i 100 meter butterfly, som hun vandt.
Beckmann svømmede distancen på 57,02 sekunder, og det var fjerdebedste tid blandt de kvalificerede.
Også Caroline Erichsen er videre fra sit indledende heat. Med tiden 58,10 sekunder blev hun nummer fire i sit heat.
Katrine Bukh Villesen kom ikke videre.
Den svenske stjerne Sarah Sjøstrøm er favorit til guldet i 100 meter butterfly. Hun er også videre med bedste tid efter at have svømmet i 56,05 sekunder.
/ritzau/











