Ny anholdelse i sag om knivoverfald på rasteplads i Skærup

    Efter et knivstikkeri ved rastepladsen i Skærup mellem Vejle og Kolding lørdag aften har politiet fundet frem til endnu en mistænkt i sagen.

    En mand på 20 år er torsdag aften anholdt i Odense, og han sigtes for medvirken til drabsforsøg, oplyser Sydøstjyllands Politi fredag.

    Den anholdte fremstilles for en dommer fredag, men politiet ønsker ikke at komme med nærmere oplysninger.

    Offeret i sagen er en mand på 23 år. Han blev ramt af knivstik i lysken. Tidligere har politiet fortalt, at vidner så manden blive jagtet rundt af tre til fem mænd på rastepladsen.

    Dagen efter overfaldet blev en mand varetægtsfængslet i fire uger, mens en mistænkt kvinde blev løsladt.

    /ritzau/