Det irsk-baserede flyselskab Ryanair forsøger nu at undgå en række strejker ved at komme med en udtalelse, hvor det lyder, at selskabet overvejer at anerkende piloters fagforeninger.
– At anerkende fagforeninger vil være en signifikant ændring for Ryanair. Men vi har leveret radikale ændringer før, siger selskabets topchef, Michael O’Leary i en udtalelse.
Her lyder det også, at Ryanair fredag har skrevet til pilotfagforeninger i Irland, Storbritannien, Tyskland, Spanien og Portugal og inviteret dem til snakke.
Her vil Ryanair spille ud med, at man vil anerkende fagforeningerne som repræsentative organer for piloterne, så længe de etablerer komitéer for Ryanair-piloter, der særligt skal håndtere spørgsmål vedrørende Ryanair.
– For Ryanair vil ikke samarbejde med piloter, der flyver for konkurrerende flyselskaber i Irland aller andre steder, lyder det i meddelelsen.
Meddelelsen fra Ryanair kommer, fordi selskabet forsøger at undgå en række varslede pilotstejker inden jul.
– Juleflyene er meget vigtige for vores kunder, og vi ønsker at fjerne enhver tvivl om, at de vil blive forhindret på grund af piloters aktioner, siger Michael O’Leary i meddelelsen.
Ryanair er kritiseret for ikke at have overenskomster for medarbejderne og for at tilbyde dårlige forhold for de ansatte.
Forholdene for piloterne har fået dem til at varsle flere strejker i de kommende dage.
Allerede fredag har piloterne i Italien varslet en fire timers strejke, skriver nyhedsbureauet AFP.
Mens piloter i Tyskland, Irland, Spanien og Portugal har varslet en dags strejke 20. december.
De varslede strejker kommer, efter at Ryanair i september meddelte, at de var nødsaget til at aflyse 20.000 afgange indtil marts måned, fordi der var problemer med vagtplaner.
/ritzau/











