Theresa May er vant til at få tæsk i medier og på sin hjemmebane i parlamentet i London. Men torsdag aften blev den britiske premierminister hyldet.
Regeringschefen for Storbritannien, som arbejder på at forlade EU, blev mødt af klapsalver og ros efter sin tale til EU’s øvrige stats- og regeringschefer.
– Hun er en vidunderlig person, siger Ungarns premierminister, Viktor Orbán, om Theresa May, som han også kalder en “tough lady” (skrap dame).
Også EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, roser den britiske premierminister, som Juncker og hans hold har haft svære forhandlinger med det seneste år.
– Ja, for hendes tale var god. Hun har gjort et stort arbejde, og det skal anerkendes, siger Juncker.
Selv om Theresa May utallige gange har understreget, at briterne forlader EU – det hele skal bare forhandles færdigt – så er der fortsat folk, der mener, at skilsmissen med EU aldrig bliver gennemført.
– Det er en svær proces. Det afhænger af det britiske parlament og det britiske folk. Det er ikke op til os at bestemme, siger Juncker.
Fredag skal EU’s stats- og regeringschefer uden Mays deltagelse beslutte, om de mener, at forhandlinger med briterne om grundlæggende vilkår for skilsmissen er nået så langt, at man kan gå videre til at tale om fremtidens forhold.
/ritzau/











