Perus præsident nægter at gå af trods pres fra skandelsag

    Perus præsident, Pedro Pablo Kuczynski, siger sent torsdag, at han ikke vil træde tilbage, selv om han angiveligt er involveret i en skandale om betalinger fra det brasilianske byggefirma Odebrecht, til et firma Kuczynski ejede.

    I en tv-tale til nationen afviser Kuczynski alle anklager. Han siger samtidig, at han, selv om han var ejer af firmaet Westfield Capital, ikke stod for den daglige drift eller for at gennemse betalinger.

    Westfield Capital modtog et beløb, der svarer til lidt over fem millioner kroner, i betalinger fra et konsortium under ledelse af Odebrecht mellem 2004 og 2007.

    I det tidsrum var Kuczynski finansminister og premierminister i en tidligere regering.

    Før talen havde flere ledere af partier i Peru sagt, at de vil forsøge at vælte præsidenten, hvis han ikke selv vil gå af.

    Odebrecht er centrum i en skandale, der trækker tråde gennem flere lande.

    Myndigheder har i store dele af Sydamerika indledt sager mod embedsmænd og folkevalgte. Det sker, fordi de angiveligt er indblandet i sagen med Odebrecht.

    /ritzau/AP