Pence udsætter besøg i Mellemøsten efter Jerusalem-uro

    USA’s vicepræsident, Mike Pence, udskyder sit planlagte besøg i Mellemøsten med tre dage.

    Det meddeler Det Hvide Hus torsdag.

    Årsagen er ifølge Pences stab, at Republikanernes store skattereform skal til afstemning i Senatet. Her ventes et tæt afstemning, og derfor kan vicepræsidentens stemme ende med at blive afgørende.

    Kilder i Det Hvide Hus siger, at Pence formentlig vil rejse tirsdag i stedet for lørdag som oprindeligt planlagt.

    Aftalerne er smuldret for Pence, og besøget i først Egypten og derpå Israel bliver kortere end ventet.

    Religiøse og politiske ledere i Mellemøsten har afvist at møde Pence efter USA’s beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

    Rådgivere tæt på den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, sagde tidligere i denne uge, at han ikke vil mødes med Pence.

    Onsdag sagde Abbas, at Washington ikke længere har en rolle at spille i fredsprocessen mellem palæstinensere og israelere.

    Præsident Donald Trumps kontroversielle beslutning om at anerkende Jerusalem som israelsk hovedstad medførte store protester i flere lande og voldsomme sammenstød mellem israelske sikkerhedsstyrker og palæstinensiske demonstranter.

    Ifølge de ændrede rejseplaner skal Pence nu mødes med Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, onsdag i Kairo. Sisi har kritiseret USA’s beslutning, men er samtidig en nær allieret.

    En af Egyptens øverste religiøse leder, imam Ahmed al-Tayeb fra al-Azhar moskéen afviste i sidste uge, at han vil mødes med Pence.

    Torsdag er Pence så i Israel, hvor han mødes med premierminister Benjamin Netanyahu.

    Besøget i Israel slutter fredag med et møde med præsident Reuven Rivlin, hvorefter Pence sætter kurs mod Tyskland for at aflægge julebesøg hos de amerikanske soldater der.

    /ritzau/AP