Fire meldes dræbt i fransk skolebusulykke

    Fire mennesker er omkommet, efter et tog og en skolebus kolliderede uden for byen Perpignan i det sydlige Frankrig.

    Det skriver flere franske medier.

    Kort inden havde en politikilde oplyst til nyhedsbureauet AFP, at tre var dræbt.

    Den regionale avis Midi Libre skriver, at fire er døde og ni er kvæstet, heraf syv alvorligt.

    Det fremgår ikke umiddelbart, hvor avisen har sine oplysninger fra.

    Ifølge andre franske medier er to af de dræbte børn. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Flere redningskøretøjer er på stedet.

    Børnene i skolebussen er i alderen 13 til 17 år, skriver Midi Libre.

    Den franske transportminister, Elisabeth Borne, beskriver sammenstødet som “en forfærdelig ulykke”.

    Hun skriver på Twitter, at hun er på vej til ulykkesstedet, der ligger mere end 850 kilometer fra den franske hovedstad, Paris.

    – Alle redningstjenester er mobiliseret og en kriseenhed sat op, oplyser en lokal embedsmand til Reuters.

    Ulykken skete omkring klokken 16, skriver Midi Libre.

    Bussen blev ramt af toget bagfra i byen Millas, der ligger omkring 18 kilometer vest for Perpignan, skriver avisen.

    /ritzau/