Der er et rum for udvisning af kriminelle udlændinge, som der ikke bliver gjort brug af i dag ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Det siger ministeren torsdag på et samråd i Folketingets retsudvalg.
– Kriminelle udlændinge hører ganske enkelt ikke hjemme her i Danmark, og regeringen er villig til at gå lige til grænsen, når det handler om at stramme udvisningsreglerne.
– Det er næsten ikke til at holde ud, at kriminelle udlændinge ikke bliver udvist af landet, selv om de efter vores mening burde blive det, siger hun.
Ministeren understreger, at det ikke er en løsning at træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I stedet vil regeringen se på menneskerettighedsdomstolens afgørelser i forbindelse med, at regeringen har overtaget det roterende formandskab for Europarådet, hvor domstolen hører under.
Regeringens vigtigste prioritet for formandskabet er at få ændret praksis, når det gælder udvisning af visse kriminelle udlændinge.
Både Institut for Menneskerettigheder og
en tværministeriel arbejdsgruppe har vurderet, at der er rum for, at danske domstole udviser flere kriminelle udlændinge end i dag.
/ritzau/











