Et flertal i Folketinget ventes at stemme for regeringens finanslov for næste år. Det fremgår af en tillægsbetænkning, som Folketingets partier har afgivet torsdag.
Regeringspartiet Liberal Alliance har ellers sagt, at partiet kun vil stemme for finansloven, hvis der kommer skatte- og udlændingeaftaler.
Trods gentagne spørgsmål fra pressen har partiet ikke ændret den forklaring. Statsminister Lars Løkke Rasmusen (V) har derfor flere gange måttet understrege, at en samlet regeringen vil stemme for sin egen finanslov.
Ingen af partierne er dog forpligtiget til at stemme ja i Folketingssalen, når forslaget skal til endelig afstemning 22. december.
Regeringen, Dansk Folkeparti samt Socialdemokratiet og De Radikale ventes at stemme for ifølge betænkningen.
Lige siden finansloven blev indgået fredag, har Liberal Alliance højst usædvanligt kædet dens skæbne sammen med aftaler på de to andre områder.
Under fremlæggelsen fredag sagde chefforhandler og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), at det var en forudsætning.
– Jeg er enig i, at vi får en skatteaftale, inden vi kommer til tredjebehandling. Det er forudsætningen for, at tredjebehandlingen går godt, sagde han med henvisning til afstemningen 22. december.
/ritzau/











