ECB fastholder som ventet både renten og opkøbene

    Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholder som ventet sin pengepolitik. Det oplyser banken i forlængelse af sit rentemøde, skriver Ritzau Finans.

    Indlånsrenten er dermed fortsat på minus 0,4 procent, mens opkøbsprogrammet er på 60 milliarder euro om måneden til og med udgangen af året.

    Fra 1. januar bliver programmet halveret til 30 milliarder euro – og det løber frem til og med september. Det blev meddelt ved seneste rentemøde i oktober, skriver Ritzau Finans.

    De “ekstremt lave renter” er godt nyt for danske låntagere, konstaterer Lars Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.

    – ECB’s negative renter bliver direkte oversat til negative renter i Danmarks Nationalbank, og store obligationsopkøb fra ECB sender investorer fra hele verden i armene på dansk realkredit, siger han i en skriftlig kommentar.

    – Det er derfor, at de danske realkreditrenter bliver ved med at sætte bundrekord for tiden.

    ECB lover desuden oven på torsdagens rentemøde, at der først er lagt op til en renteforhøjelse et stykke tid efter opkøbsprogrammets ophør.

    – Styrelsesrådet forventer, at ECB’s officielle renter forbliver på deres nuværende niveau i en længere periode, hvilket vil sige et godt stykke ud over tidshorisonten for nettoopkøbene af aktiver, skriver ECB ifølge Ritzau Finans.

    Hos Danske Bank er vurderingen, at der dermed tidligst vil komme en renteforhøjelse i 2019, og at tempoet derfra fortsat vil være langsomt, fordi inflationen er svær at få op i gear.

    /ritzau/