Politiet leder efter tre unge efter stenkast mod bil

    Nordjyllands Politi leder torsdag efter tre unge, som skal have kastet en sten ned fra en bro ved motorvejen i Aalborg. Det skriver TV 2 Nord.

    Stenkastet skete torsdag formiddag, hvor en kvindelig bilist blev ramt.

    – Vi er ved at få fastlagt helt nøjagtigt, hvad og hvor det er sket, siger vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi til TV 2 Nord.

    Kvinden har fortalt, at hun så tre unge mennesker kaste en sten ned fra broen.

    – Anmeldelsen går på, at tre unge mennesker har kastet en sten ned på hendes bil. Det sker et sted i nærheden af Bouet ved afkørsel 19 eller 20, siger vagtchefen til mediet.

    Politiet skal nu have afhørt kvinden og vil eftersøge området med politihunde.

    Kvinden kom ikke til skade ved stenkastet, men politiet ser stadig på hændelsen med “meget stor alvor”.

    – Det er ikke en stor kæmpe sten, men ligegyldigt hvad der er kastet, så tager vi det meget alvorligt, siger vagtchefen til TV 2 Nord.

    /ritzau/