Halvdelen af landets skoleelever oplever, at de kun har ulækre toiletter til rådighed i skoletiden. Det får hvert fjerde barn til at holde sig, til de kommer hjem. Det viser en ny undersøgelse.
Og nu bliver undervisningsminister Merete Riisager (LA) trukket i samråd om sagen.
For hvordan kan regeringen foreslå skattelettelser i en tid, hvor der åbenbart ikke er råd til at sikre ordentlige og rene toiletter til børnene? Sådan lyder spørgsmålet fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der er formand for Folketingets Undervisningsudvalg.
– Det er en forkert rækkefølge, hvis man spørger mig. Vi skal have styr på den helt basale velfærd. At vores børn kan gå på toilettet, når de er i skole, burde være et minimumskrav, siger hun.
Oplysningerne om elevernes syn på skolernes toiletter stammer fra en undersøgelse ved navn Masseekspertimentet.
Den er verdens største undersøgelse af sin art. I samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet har landets skolelever i 14 dage i efteråret sat toilethygiejnen på skoleskemaet.
/ritzau/











