Politiet i Berlin har tidligt torsdag gennemført en række ransagninger på steder, hvor formodede islamistiske ekstremister menes at holde til.
Det bekræfter anklagemyndigheden, efter at der tidligere på morgenen var medieforlydender om operationen.
Lokale medier har desuden rapporteret, at ransagningerne har forbindelse til den afdøde tuneser Anis Amri.
Han mistænkes for at stå bag sidste års angreb på et julemarked i Berlin, der kostede 12 personer livet og sårede adskillige.
Amri, der havde fået afslag på asyl og skulle sendes tilbage til Tunesien, flygtede oven på angrebet.
Han blev skudt og dræbt af politiet i Italien adskillige dage efter.
Anklagemyndigheden i Berlin vil hverken be- eller afkræfte, om ransagningerne har forbindelse til Amri.
/ritzau/dpa











