En eksplosion, der blev udløst af en selvmordsbomber, har kostet mindst ti personer livet på en politiskole i Somalias hovedstad, Mogadishu.
Det oplyser politileder Mohamed Hussein til nyhedsbureauet AP.
Selvmordsbomberen sneg sig ind på området og angreb betjentene under deres morgenøvelser, tilføjer han.
Angrebsmanden havde forklædt sig i politiuniform og havde en bombevest på. Det siger politibetjent Mohamed Dahir til nyhedsbureauet dpa.
I Somalia angriber den militante ekstremistgruppe al-Shabaab jævnligt.
Men ingen gruppe har endnu påtaget sig skylden for torsdagens bombeangreb.
/ritzau/











