Frustreret Klopp kritiserer dommeren efter uafgjort

    Jürgen Klopp lod frustrationerne få frit løb, da han evaluerede det ene point i lokalderbyet hjemme mod Everton søndag.

    Her var Liverpool dominerende i hele opgøret, men et straffespark et kvarter før tid betød, at Wayne Rooney udlignede til slutresultatet 1-1.

    – Jeg forstår ikke, hvorfor dommerne gør det. Lovren (Dejan, red.) udfordrer ham ikke. Calvert-Lewin (Dominic, red.) tager et skridt, og hånden er på ryggen, lød det arrigt fra Klopp i et tv-interview med BBC efter kampen.

    – Hvis du mener, der var straffe, så sig det. Jeg ønsker kun at tale med folk, der har forstand på fodbold, lød det videre fra Liverpool-manageren, der udfordrede intervieweren.

    Efter lidt ordkrig i samtalen valgte Klopp den ironiske distance.

    – Jeg undskylder. Jeg tager fejl, og du har ret, men jeg er tydeligvis ikke i humør til at svare på dine spørgsmål, sagde tyskeren.

    Jürgen Klopp havde netop overværet en fodboldkamp, som Liverpool sad på hele vejen igennem de 90 minutter.

    Mohamed Salahs føringsmål til 1-0 var dog eneste udbytte, Liverpool fik af overvægten i spillet, inden Dejan Lovren begik straffesparket mod Dominic Calvert-Lewin.

    Det var muligvis ikke verdens største straffe, men det blev dømt, og Wayne Rooney hamrede bolden i mål til 1-1, uden at Liverpool formåede at ændre resultatet i resten af kampen.

    Jürgen Klopp valgte at spare Philippe Coutinho og Roberto Firmino til opgøret.

    Det var dog ikke afgørende mente Klopp.

    – Syv kampe på 21 dage. Vi kan presse spillerne, indtil en af dem bliver skadet, og så vil folk sige, at truppen ikke er bred nok.

    Liverpool-manageren rettede i stedet skytset mod Evertons defensive indstilling til slaget om Merseyside.

    – Der var kun ét hold, der i 95 minutter forsøgte at vinde kampen. Modstanderen var ikke i vores boks og havde ikke et skud på mål ud over straffesparket.

    – Vores præstation var god, men vi scorede ikke nok. Jeg så kun ét hold, der spillede fodbold, sagde Klopp.

    /ritzau/