Et ukendt antal personer anholdt for rasteplads-knivstikkeri

    Lørdag aften blev en mand stukket med kniv på en rasteplads mellem Vejle og Kolding. Søndag aften har politiet anholdt et ukendt antal personer, som fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Kolding.

    Det skriver TV Syd på baggrund af oplysninger fra Sydøstjyllands Politi.

    Manden er søndag indlagt men udenfor livsfare.

    Vagtchef Mikkel Ross fortæller den regionale tv-station, at vidner lørdag ser manden blive jagtet rundt af tre til fem mænd på rastepladsen

    – De ser ikke selve knivstikkeriet, men den sårede mand kommer efterfølgende hen til dem for at få hjælp, hvor det viser sig, at han er stukket med en kniv i lysken, siger vagtchefen til TV Syd.

    De anholdte bliver fremstillet for lukkede døre, så det fremgår ikke, hvordan de stiller sig til politiets anklager.

    Uden adgang til grundlovsforhøret er det heller ikke klart, hvad de er sigtet for, eller hvor mange personer der er tale om.

    /ritzau/