Syg og sexchikanebeskyldt rekordpolitiker trækker sig i USA

    Under aktuelle beskyldninger om sexchikane meddeler det længst siddende medlem af Repræsentanternes Hus i USA, at han ikke genopstiller.

    Den 88-årige demokrat John Conyers, som har været medlem af forsamlingen siden 1965, siger i et radioshow, at han vil gå på pension.

    – Jeg er i gang med at planlægge min pension. Jeg trækker mig i dag, siger Conyers fra et hospital, hvor han er indlagt.

    Conyers blev genvalgt uden problemer i et demokratisk distrikt i Michigan sidste år.

    Men efter beskyldninger om sexchikane er taget til, er krav om hans tilbagetrædelse taget til i styrke.

    Også den demokratiske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har opfordret ham til at trække sig.

    John Conyers blev indlagt onsdag i sidste uge, da han klagede over svimmelhed.

    Et etisk udvalg i Repræsentanternes Hus vurderer i øjeblikket beskyldninger om, at Conyers har krænket kvinder.

    Elisa Grubbs, som skal have arbejdet for Conyers i over ti år, sagde mandag, at den 88-årige demokrat havde stukket sin hånd op under hendes kjole og befamlet hende på lårene.

    Det skete ifølge Grubbs, mens de to sad på første række i en kirke.

    En anden kvinde, som er i familie med Grubbs, har indgået et hemmeligt forlig med Conyers. Men hun brød aftalen i sidste uge, da hun fortalte om sine oplevelser med politikeren.

    /ritzau/AP