Mand er indlagt med knivstik efter slagsmål i København

    En mand er kort før klokken fire søndag morgen blevet stukket med en kniv under et slagsmål på Akseltorv i hjertet af København.

    Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi tidligt søndag morgen.

    Det er endnu sparsomt med oplysninger i sagen, og politiet er fortsat til stede på gerningsstedet.

    – Vi ved ikke så meget endnu, ud over at en mand er blevet stukket i venstre side af kroppen. Han var ved bevidsthed, da han blev kørt på hospitalet, og han er ikke i livsfare, siger vagtchefen.

    Flere personer er tilbageholdt i sagen og er ved at blive afhørt af politiet.

    Ifølge vagtchefen skete knivstikkeriet på en beværtning i en kælder.

    /ritzau/