Bild erfarer: Merkel og Schulz er klar til koalitionssnak

    Den tyske avis Bild erfarer, at kristendemokraterne og socialdemokraterne torsdag aften blev enige om at indlede sonderinger om en storkoalition.

    Under mødet mellem Angela Merkel, Horst Seehofer og Martin Schulz var alle muligheder på bordet. En mindretalsregering, en storkoalition og et nyvalg.

    Herefter blev de enige om, at det var bedst at arbejde videre med en storkoalition, som den der blev dannet efter valget i 2013.

    Schulz skal nu afklare dette med sit socialdemokratiske bagland. Det vil ske mandag.

    SPD skal stemme om det ømtålelige spørgsmål på partikongressen mandag. Bliver det et ja, vil man kunne holde et eller to sonderingsmøder inden jul, melder forbundskansler Angela Merkel ifølge Bild.

    Det var præsident Frank-Walter Steinmeier, som havde inviteret til mødet torsdag. Steinmeier siger, at der hverken blev talt om ultimative krav eller politiske ønsker på mødet.

    Efter SPD’s valgnederlag 24. september var analysen hos partiet, at de seneste fire års regeringssamarbejde med Merkel på ingen måde havde gjort gavn. Derfor udelukkede Schulz at fortsætte den store koalition.

    Merkel forsøgte i stedet at danne regering med De Grønne og det liberale FDP. De forhandlinger brød sammen i begyndelsen af sidste uge.

    Siden har Schulz åbnet for alligevel at gå i regering med Merkel.

    /ritzau/