Zimbabwes nye præsident, Emmerson Mnangagwa, sætter tidligt fredag morgen navne på ministrene i sit nye kabinet.
Det sker efter, at han i sidste uge afløste Robert Mugabe, der blev presset af militæret og det regerende parti til at træde tilbage.
Flere topfolk fra militæret har fået en plads i kabinettet. Det gælder blandt andre majorgeneral Sibusiso Moyo, der er udpeget som udenrigsminister.
Derudover er Perrance Shiri, der er tidligere officer i luftvåbnet, tildelt en ministerpost.
Også garvede politikere har fundet vej til den nye præsidents kabinet. Således er Patrick Chinamasa, der tidligere har været minister i Zimbabwe, blevet udpeget som finansminister.
/ritzau/Reuters











