Det lyder næsten som en fortælling om Robin Hood, når en tyveknægt giver penge til de mindre velhavende.
Det er ikke desto mindre, hvad regeringen sammen med et bredt politisk flertal torsdag blev enige om.
Her skal 72 millioner kroner fra de såkaldte spillehalsmidler stilles til rådighed for almennyttige foreninger over hele landet.
Dermed kan blandt andet lokale idrætsforeninger se frem til økonomisk støtte, og det glæder kulturminister Mette Bock (LA).
– De lokale foreninger gør et kæmpe arbejde for kultur-, idræts- og fritidslivet i Danmark, og derfor er det enormt positivt, at det er lykkedes at blive enige om at sikre over 70 millioner kroner årligt til det lokale foreningsliv og det lokale engagement, siger hun i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Spillehalsmidlerne stammer fra spillehaller med gevinstgivende automater, som får et nedslag i de statslige afgifter, hvis de giver pengene som tilskud til lokale foreninger.
Ordningen sikrer, at lokale, frivillige foreninger søge om en del af pengepuljen til lokale formål.
Flertallet består af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF.
/ritzau/











