S og LA deler borgmesterposten i Slagelse

    Liberal Alliance og Socialdemokratiet deler borgmesterposten i Slagelse de næste fire år. John Dyrby Paulsen (S) er borgmester de første to år.

    Efterfølgende er det Liberal Alliances Villum Christensen, som overtager borgmesterposten. Hvis Villum Christensen altså ønsker det, står der i aftaleteksten, som parterne er blevet enige om.

    – Lad os nu se, hvordan det går om to år, siger John Dyrby Paulsen til flere medier.

    Partierne i Slagelse har forhandlet om borgmesterposten siden kommunalvalget 21. november.

    Slagelse var den sidste af landets 98 kommuner, som manglede at udpege en borgmester efter valget i sidste uge.

    En betingelse for borgmesterkabalen er, at Dansk Folkepartis Ann Sibbern tilbydes posten som viceborgmester.

    Det er S, LA, SF og Enhedslisten, som er blevet enige om aftalen, der afslutter borgmesterballaden i Slagelse. Parterne er enige om at forfølge et bredere samarbejde. Blandt andet derfor tilbydes DF viceborgmesterposten.

    – Vi inviterer alle andre partier til at være med i en bred konstituering, siger John Dyrby Paulsen.

    Slagelses borgmesterkamp tiltrak opmærksomhed allerede på valgnatten. Her sagde John Dyrby Paulsen, at han var byens nye borgmester. Det viste sig dog, at der ikke var tilstrækkelig opbakning til hans kandidatur.

    Siden har partierne forhandlet om borgmesterposten. Men det har ikke været muligt at finde flertal for hverken Venstres eller Socialdemokratiets kandidat.

    Onsdag valgte Venstres nuværende borgmester, Sten Knuth, at forsøge at samle flertal bag en kandidat fra et andet parti.

    Det skete, da han “på vegne af Radikale, Dansk Folkeparti og Venstre” valgte at pege på Ann Sibbern som ny borgmester.

    /ritzau/