Konkurrenter venter spændt på endnu et Woods-comeback

    Torsdag gør golffænomenet Tiger Woods comeback for femte gang, siden han i foråret 2014 blev opereret i ryggen.

    Den 41-årige amerikaner er blandt 18 spillere, som er med i turneringen World Hero Challenge på Bahamas.

    Konkurrenterne er alle sammen med i den aktuelle verdenstop, og de har iagttaget Woods under opvarmningsdagene. De forudser et lovende comeback for ikonet, som ikke har spillet turneringsgolf siden februar.

    – Han virker endnu mere selvsikker den her gang, han går og snakker og hygger sig. Vi er alle meget interesserede i at se, hvordan det kommer til at gå ham i denne uge, forhåbentlig er det starten på noget godt, siger Jordan Spieth.

    Verdensranglistens nummer to stoppede selv op under onsdagens Pro-Am-runde, da han fra sin position på 17. hul kunne kigge tværs over vandet for at se Tiger Woods putte på 9. hul.

    Torsdag skal Tiger Woods gå i bold med Justin Thomas, verdensranglistens nummer tre.

    – Folk vil blive chokerede over at se, hvor god han er, siger Justin Thomas.

    Under onsdagens Pro-Am-runde imponerede Woods blandt andet med en eagle på et par 4-hul, da hans drive endte på green, og han siden puttede bolden i hul fra cirka syv meter.

    Spørgsmålet er, om den 14-dobbelte majorvinder kan holde til at spille professionel golf – og i så fald hvor længe. Ved hans seneste comeback nåede han at spille syv runder, før han måtte give op.

    – Min fysioterapeut har haft overarbejde det seneste år med arbejde hver morgen og aften for at få mig klar, siger Woods.

    – Nu har jeg været ude længe, og jeg ser virkelig frem til at komme ud og spille igen, tilføjer han.

    Hans mange lange turneringspauser har sendt ham ned som nummer 1199 i verden. Uanset weekendens resultat i det stærke felt vil han vende tilbage i top-1000 ved næste uges opdatering af verdensranglisten.

    /ritzau/AP