Libyen er onsdag aften blevet enig med ledere fra en række europæiske og afrikanske lande om at tillade, at migranter inden for de næste dage bliver evakueret fra Libyen og – i de fleste tilfælde -sendt hjem til deres fædreland.
Det sker efter meldinger om, at migranter, der befinder sig i flygtningelejre rundt om i Libyen, sælges som slaver i landet.
Ledere fra Libyen, Frankrig, Tyskland, Tchad og Niger var blandt andre til stede, da beslutningen blev taget onsdag aften i forbindelse med et topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union i Abidjan i Elfenbenskysten.
Mødet blev holdt, to uger efter at den amerikanske tv-station CNN viste optagelser af sorte afrikanere, der bliver solgt som slaver i Libyen.
Derudover har der været meldinger om, at migranter bliver voldtaget og tortureret i lejrene i det nordafrikanske land.
– Libyen har bekræftet, at de går med til at identificere de lejre, hvor disse barbariske hændelser har fundet sted, lyder det efter onsdagens møde fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
/ritzau/AFP











