OVERBLIK: Respektpakken bruges til hårdere straffe

    Ni måneders fængsel for at kaste mindst én brosten mod politiet.

    Sådan lyder straffen, som Østre Landsret onsdag har tildelt en 20-årig mand, der deltog i demonstrationer i marts i forbindelse med tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset.

    Straffen er den første i landsretten, siden politikerne i 2016 lavede respektpakken, der skærpede en række straffe.

    Få et overblik over nogle af initiativerne i pakken her:

    * Der blevet indført skærpet straf for overgreb mod personer i offentlig tjeneste i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Der lægges en tredjedel oven i straffen.

    * Denne skærpelse er taget i brug i flere sager, der udspringer af en demonstration i forbindelse med tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset 1. marts i år.

    * I byretten fik en 23-årig mand i august eksempelvis en straf på ni måneders fængsel for to tilfælde af stenkast mod politiet.

    * Som del af respektpakken blev reglen om vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste udvidet til at omfatte indirekte trusler. Det kan være trusler fremsat gennem et familiemedlem, på sociale medier eller i pressen. Strafferammen er otte år mod i dag to år.

    * Straffen for alle typer kriminalitet, der har baggrund i den forurettedes udførelse af offentlig tjeneste, blev skærpet. Det gælder også for personer tæt på den offentligt ansatte.

    * Der blev også lagt en tredjedel oven i straffen for overgreb mod personer i offentlig tjeneste, når overgrebet sker i fritiden.

    * Anstiftere og ledere af opløb gøres også kollektivt erstatningsansvarlige for alle materielle skader.

    Kilde: Justitsministeriet.

    /ritzau/