Danmark og Indien har de seneste år haft et meget anstrengt forhold til hinanden som følge af Niels Holck-sagen.
Danske Holck var med til at kaste våben ned til en indisk oprørsgruppe i delstaten Vestbengalen i 1995.
Indien har krævet Holck udleveret til retsforfølgelse, men indtil videre har Danmark afvist det krav. I december sidste år modtog Danmark en ny anmodning om udlevering. Den er rigsadvokaten ved at behandle.
De seneste måneder er Danmark og Indien tilsyneladende rykket tættere på hinanden.
Seneste bevis er kommet mandag. Som den første danske udenrigsminister siden 2010 besøger Anders Samuelsen (LA) i disse dage nemlig Indien.
– Det er jo ingen hemmelighed, at forholdet har været nedkølet i de seneste år. Men uafhængigt af den juridiske proces, der pågår, arbejder vi benhårdt for at reetablere et tættere forhold, siger Samuelsen.
I januar var energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) den første danske minister siden 2009 til at besøge Indien.
– Lige nu oplever vi øget indisk efterspørgsel efter samarbejde på danske kompetenceområder som forskning, vand, bæredygtig energi, byplanlægning og fødevarer.
– Jeg håber, at mit besøg kan være med til at skubbe yderligere på, siger Samuelsen.
/ritzau/











