Goffin sender Belgien i front i Davis Cup-finale

    Den belgiske tennisspiller David Goffin bragte fredag Belgien foran i Davis Cup-finalen mod Frankrig.

    I det første opgør vandt Goffin i tre sæt over Lucas Pouille med 7-5, 6-3, 6-1.

    David Goffin er nummer syv i verden, og for en uge siden nåede den 26-årige belgier frem til finalen ved ATP Finals i London.

    Det skete ved at sende verdensstjernen Roger Federer ud i semifinalen.

    Det lykkedes dog ikke Goffin at vinde ATP Finals, da han i finalen tabte til Grigor Dimitrov.

    Fredag spilles der endnu en singlekamp, når Frankrigs Jo-Wilfried Tsonga møder Steve Darcis.

    Singlekampene bliver lørdag afløst af opgøret i double, hvor Richard Gasquet og Pierre-Hugues Herbert fra Frankrig møder Ruben Bemelmans og Joris De Loore.

    Frankrig har vundet Davis Cup ni gange, men man skal tilbage til 2001 for at finde den seneste franske Davis Cup-triumf, da det er blevet til tre finalenederlag siden.

    Belgien har aldrig vundet Davis Cup.

    /ritzau/