54 er dræbt under angreb på moské i det urolige Sinai

    Mindst 54 mennesker er dræbt ved et angreb på en moské i Sinai i det nordlige Egypten.

    Det skriver nyhedsbureauet Mena, der citerer en officiel kilde.

    75 er såret ved angrebet, hvor der blev udløst bomber og åbnet ild.

    Militante islamister mistænkes for at stå bag.

    Angrebet fandt sted mod moskéen Al Rawda i Bir al-Abed, der ligger vest for byen Arish.

    Øjenvidner fortæller, at ambulancer kører med døde og sårede fra stedet til hospitaler i nærheden.

    Præsident Abdel Fattah al Sisi har umiddelbart efter angrebet indkaldt til et møde i regeringens sikkerhedsudvalg, oplyser egyptisk tv.

    Den egyptiske hær har i flere år bekæmpet et opgør i Sinai, som Islamisk Stat står bag.

    Flere hundrede politifolk og soldater er dræbt under kampene.

    /ritzau/Reuters