Hareides VM-tropper rykker op som nummer 12 i verden

    Et år som ubesejret har gjort underværker for det danske fodboldlandshold.

    Ikke alene er Danmark kvalificeret til næste sommers VM-slutrunde i Rusland.

    Nu stormer landstræner Åge Hareides tropper også frem på den seneste verdensrangliste, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) torsdag har offentliggjort.

    Et avancement på syv placeringer er det blevet til for Danmark, som rykker op som nummer 12.

    Det er lige efter nationer som Peru, Chile og Frankrig, mens Colombia, Italien, England, Mexico og Kroatien nu ligger bag Danmark.

    Dansk Boldspil-Union (DBU) skriver på Twitter, at Danmark er avanceret 39 placeringer på blot et halvt år.

    – 39! Så mange pladser er det danske herrelandshold sprunget op på Fifa World Ranking på et halvt år.

    – Danmark ligger nu nummer 12 i verden, og det er den højeste placering i de seneste fem år, lyder det fra DBU.

    Se top-20 på Fifas verdensrangliste her:

    1. Tyskland

    2. Brasilien

    3. Portugal

    4. Argentina

    5. Belgien

    6. Spanien

    7. Polen

    8. Schweiz

    9. Frankrig

    10. Chile

    11. Peru

    12. Danmark

    13. Colombia

    14. Italien

    15. England

    16. Mexico

    17. Kroatien

    18. Sverige

    19. Wales

    20. Holland

    /ritzau/