Hver en stemme tæller ved kommunalvalget. Det blev klart for to Venstre-politikere, der fik præcis lige mange stemmer ved kommunalvalget, og derfor måtte kampen om deres plads i byrådet i Kolding afgøres ved lodtrækning.
Det skriver JydskeVestkysten.
Begge kandidater fik 332 stemmer, og de lå dermed begge til at få Venstres 13. post i byrådet i Kolding, men da kun én kan få pladsen, måtte borgmester Jørn Pedersen (V) trække lod om pladsen.
Spændingen af lodtrækningen blev udløst klokken 12, hvor Eea Vestergaard fik pladsen foran partikollegaen Simon Rømer.
Eea Vestergaard fortæller efter lodtrækningen, at hun er glad og lettet.
– Vi var fem kandidater, der lå næsten side om side, og Simon og jeg endte så på samme antal personlige stemmer. Jeg ville have ønsket det anderledes, men er selvfølgelig glad, siger hun til DR.
Søren Rømer er ikke helt ude af lokalpolitik, blot fordi han har tabt pladsen. En af de andre byrådsmedlemmer for Venstre skal nemlig på barsel, og derfor kan han komme ind som suppleant.
– Nu er det ovre, og uanset udfaldet så er det en forløsning, siger han til DR.
Ifølge JydskeVestkysten er der flere gange tidligere trukket lod om politiske pladser i Kolding.
I Favrskov viste fintællingen af de personlige stemmer onsdag, at de to Venstre-kandidater Inge G. Sørensen og Hanne Smedegård begge har fået 280 personlige stemmer.
Her afgjorde en lodtrækning tidligere onsdag, at Hanne Smedegaard fortsætter i byrådet.
Også i Rudersdal er der efter flere omtællinger onsdag dødt løb mellem to radikale kandidater.
Hvem af dem der får plads i kommunalbestyrelsen afgøres ved lodtrækning onsdag eftermiddag klokken 16.45, skriver netmediet RudersdalPortal på Twitter.
/ritzau/











