Frank Jensen er genvalgt som københavnsk overborgmester

    Efter en lang valgnat står det tidligt onsdag morgen klart, at Frank Jensen fortsætter som socialdemokratisk overborgmester i København.

    – Alle partier har skrevet under på den samme aftale på valgnatten. Det er stort, siger Frank Jensen.

    Samtidig får Alternativet sin første borgmesterpost i Danmark, mens Dansk Folkeparti mister sin eneste efter valget, oplyser Frank Jensen.

    Enhedslisten kan vælge borgmesterpost som nummer to, og Frank Jensen forventer, at Enhedslisten vil sætte sig på miljø- og teknik.

    Socialdemokratiet får ud over overborgmesterposten mulighed for at vælge borgmesterpost som nummer tre, og partiet tager posten som børne- og ungdomsborgmester.

    – Børn- og ungdomsborgmesterposten er en ønskepost for Socialdemokratiet. Jeg skal hjem og sove et par timer, og så skal jeg tilbage og forhandle, siger den genvalgte overborgmester.

    Alternativet, som er kommet ind i Københavns Borgerrepræsentation med seks mandater, kan vælge borgmesterpost som nummer fire og vil gå efter kultur- og fritidsområdet.

    Venstre vælger borgmesterpost som nummer fem og vil gerne have beskæftigelse- og integration, hvis den er ledig.

    – Venstre går tilbage til landsplan, det noterer jeg mig. Jeg tager min del af ansvaret for tilbagegang som ny spidskandidat. Vi noterer os, at vi fortsat er det største borgerlige partier, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, som er Venstres spidskandidat i København.

    Radikale kan vælge borgmesterpost som nummer seks, mens SF får lov at vælge den syvende og sidste borgmesterpost i hovedstaden.

    /ritzau/