De første valgresultater fra kommunalvalget begynder at tikke ind fra landets mindste kommuner.
Den første kommune til at tælle stemmer op er også landets mindste kommune med 1800 indbyggere.
Det er Læsø, hvor Venstre er blevet største parti med 37,1 procent af stemmerne.
Det skyldes måske især, at Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen, i løbet af valgperioden er skiftet fra Læsø Listen til Venstre.
Birch Johansen er dog ikke sikker på, at han kan fortsætte som borgmester, trods flertallet til Venstre.
– Det vil tiden vise, siger han til TV2.
Det næststørste parti på Læsø ved dette valg bliver Dansk Folkeparti med 22,5 procent af stemmerne.
/ritzau/











