Tysk kritik får Saudi-Arabien til at hjemkalde ambassadør

    Saudi-Arabien har tilbagekaldt sin ambassadør i Berlin. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

    Tilbagekaldelsen sker, efter at den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har kritiseret Saudi-Arabiens politik i regionen.

    Gabriel betegnede tidligere på ugen på et pressemøde Saudi-Arabiens politik i regionen som “eventyrisme”.

    Den tyske udenrigsminister sagde også, at Libanons afgåede premierminister, Saad al-Hariri, blev holdt i Saudi-Arabien mod sin vilje.

    – Kongeriget betragter sådanne tilfældige kommentarer, som er baseret på falske informationer, som noget, der ikke understøtter stabilitet i regionen. Det repræsenterer ikke den position, som den venlige tyske regering indtager, siger en kilde i udenrigsministeriet til det saudiarabiske nyhedsbureau SPA.

    Sigmar Gabriels kommentar faldt efter et møde med Libanons udenrigsminister, Jubran Bassil.

    – Den tyske regering bliver af kongeriget betragtet som en pålidelig partner i kampen mod terrorisme og ekstremisme, siger kilden i udenrigsministeriet.

    Saad al-Hariri opholdt sig indtil fredag i Saudi-Arabien. Libanesiske medier bekræfter, at den tidligere premierminister nu er på vej til Frankrig.

    Her skal han mødes med den franske præsident, Emmanuel Macron.

    Saad al-Hariri meddelte i en tv-transmitteret tale 4. november, at han trådte tilbage. Han befandt sig i Saudi-Arabien, da han talte til det libanesiske folk.

    I sin tale begrundede han blandt andet sin afgang med, at han følte sig truet på livet.

    Den forklaring blev dog ikke godtaget i Libanon, hvor man har krævet at få premierministeren retur.

    I Libanon har der i stedet været mistanke om, at Saudi-Arabien har tilbageholdt al-Hariri, så han kan tjene saudiernes politiske dagsorden.

    /ritzau/