NHL-dansker assisterer i Columbus’ sejr over New York

    Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand blev noteret for et point i form af en assist, da Columbus Blue Jackets natten til lørdag vandt 2-0 på hjemmebane over New York Rangers i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

    22-årige Bjorkstrand lagde op til kampens andet mål i 2-0-sejren, der betyder, at Columbus nu har 25 point. Holdet har vundet 12 kampe og tabt syv – heraf en i overtid, hvilket giver et enkelt point.

    De 25 point rækker til en fjerdeplads i NHL’s Eastern Conference.

    New York Rangers ligger nummer ti i samme konference med 20 point.

    Bjorkstrands assist faldt i tredje og sidste periode, på et tidspunkt hvor Columbus var en mand i overtal.

    Her lagde Bjorkstrand pucken til rette for holdkammeraten Artemi Panarin, der resolut hamrede pucken ind til slutresultatet.

    Inden da havde Zach Werenski bragt værterne foran i anden periode.

    Bjorkstrand har scoret fem mål og lavet seks assister i sæsonen.

    Også danske Frans Nielsen var i aktion natten til lørdag. Sammen med Detroit Red Wings vandt han hjemme 3-1 over Buffalo Sabres.

    Frans Nielsen blev ikke noteret for nogen point i kampen.

    /ritzau/