May bruger Danmark i forsøg på at springe over brexit-knold

    Den britiske regering drømmer om at få aftalt et handelssamarbejde efter briternes EU-farvel, men EU’s chefforhandler står stejlt på, at grundvilkår i skilsmissen skal være på plads først.

    Den britiske minister for brexit, David Davis, hævder dog fredag at have støtte til briternes ønske fra flere EU-lande. Heriblandt fra Danmark.

    – Lande som Danmark, Holland, Italien og Spanien. Lande som Polen ser store, store fordele i den aftale, som vi taler om, siger Davis ifølge Reuters.

    Han erkender i samme stund, at Tyskland og Frankrig er de “mest magtfulde”. Ofte ender det med, at holdningen i de to lande bliver hele EU’s holdning, påpeger han.

    Før et socialt topmøde i Göteborg fredag understreger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at man ikke er parat til at drøfte andet end skilsmissen – endnu.

    – Uret tikker. Jeg håber, at vi bliver enige, hvad angår skilsmissen på topmødet i december. Men arbejdet er ikke færdigt, siger Juncker.

    De resterende EU-lande har sagt, at de vil have “tilstrækkelige fremskridt” på tre afgørende områder, før de vil gå videre til anden fase i forhandlingerne.

    Det handler om den økonomiske slutopgørelse. Om EU-borgernes fremtidige rettigheder i Storbritannien. Og om forholdene ved grænsen i Irland.

    – Vi er ikke der, hvor vi kan få alting på plads. Men vi vil have tilstrækkelige fremskridt. Vi vil have oprigtige og reelle fremskridt, sagde Michel Barnier, som er EU’s chefforhandler, i sidste uge.

    /ritzau/